Hjem kære hjem

"Ude godt, men hjemme bedst" siger man. Jeg ved ikke rigtig. Det er rigtig dejligt at være hjemme, men for pokker, hvor jeg savner det hele i Kenya!
Da jeg gik ud i ankomsthallen i Kastrup var jeg uden tvivl glad for endelig at være hjemme igen. Jeg har savnet min familie og mine veninder rigtig meget. Det er også dejligt at være tilbage til kendte omgivelser. Man bruger rigtig meget energi på nye indtryk hele tiden. Jeg kan bedre slappe af i Danmark. Det er skønt at se tilbage på en fantastisk rejse og reflektere over alle de oplevelser jeg har fået.
Men jeg vil gerne tilbage igen lige med det samme. Jeg savner min familie forfærdelig meget. Jeg savner børnene og jeg savner varmen.
Jeg undskylder på forhånd hvis det bliver noget pladder om at vi skal huske at vi har det godt og bla bla bla. Man får mange af sådanne tanker, når man kommer hjem fra en rejse, som den jeg har været på.

På grundkurset i København, som jeg var til inden jeg tog af sted, hørte vi om, hvordan man kan få kulturchok, når man kommer til en anden kultur. Det har jeg prøvet før på andre mindre rejser, så det kom ikke som en overraskelse for mig. Men vi hørte også om, hvordan man kan få omvendt kulturchok, når man vender tilbage til den danske kultur. Det har også været noget af det som var sværest at komme hjem til. Man kommer til at indse, hvor godt vi har det her hjemme.
Blandt andet skulle jeg passe min fætter på 4 år og min kusine på 2. Det var virkelig dejligt at se dem igen. De har været savnet rigtig meget. Men da jeg har passet børn i Kenya på samme alder, var det noget af en opgave jeg var kommet på. Jeg blev så sur på mig selv af at hele tiden tænke på, at mine fætter og kusine var så forkælet. Men de er jo bare vokset op i en helt anden kultur, hvor der er masser af mad i køleskabet og masser af legetøj lige ved hånden. Jeg havde set, hvordan børnene i Kenya skovlede maden ind i munden, når der var serveret, for der kom altså ikke mere mad før om flere timer. De skulle slås om de få stykker legetøj der var, så det var altid de stærkeste som fik lov til at lege med legetøjet. Helt små babyer brugte ikke ble og børnene fra 2 år skulle selv tage tøj på og kunne gå på toilettet. Selvfølgelig nåede de ikke altid at komme ud på toilettet i tide. Der var ingen kære mor til at hjælpe dem med at vende underbukserne rigtigt eller vende vrangen ud på blusen.
På det punkt fik jeg et kulturchok. Det var svært for mig at indse, at det er bare noget andet med danske børn. Da jeg var lille gik jeg da også med ble, og min mor og far hjalp mig med at tage tøj på. Jeg gad da ikke altid at spise til hovedmåltiderne, fordi jeg vidste, at der var mad i køleskabet, som jeg til enhver tid kunne spise af. Men det var bare hårdt at komme hjem og se hvor "forkælet" min fætter og kusine er i forhold til børn i Kenya. Børn er bare heldige i Danmark. De får lov til at få en barndom og det skal vi huske ikke at tage forgivet.

Ellers sætter jeg bare pris på hver gang jeg åbner køleskabet og at det er proppet med lækker mad og hver gang jeg smider mit vasketøj i vasketøjskurven og et par dage efter er det rent og sammenfoldet på min seng (okay, jeg er ret forkælet).

Noget af det hårdeste er også at jeg har et kæmpe savn til min familie i Kenya. Da jeg sagde farvel til min danske familie d. 5. januar på Aarhus station, var det med en klump i halsen og sommer fugle i maven. Det var lidt vemodigt, men jeg vidste jo at om fire måneder ville jeg se dem igen, og ikke meget vil have forandret sig. Da jeg så sagde farvel til min kenyanske familie d. 25. april ved bussen i Mombasa, var det med en endnu større klump i halsen. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer til at se dem igen. Jeg håber det er snart, men der kommer nok højest sandsynligt til at gå nogle år. Men jeg skal helt sikkert se dem igen. De fylder meget i mit hjerte. Jeg tror familien er noget af det som har gjort størst indtryk på mig på min rejse. Selvfølgelig har arbejdet på skolen og børnehjemmet og hele opholdet på platformen været en kæmpe oplevelse og jeg savner børnene som bare pokker, men familien har været dem man har kommet hjem til efter arbejde eller små weekendture. De har lukket os ind og laddet os blive en del af deres hverdag og det er en kæmpe ting at kunne få lov til.

Nu er jeg kommet hjem, med en masse oplevelser i rygsækken. Både gode og dårlige. Men de har alle sammen været med til at jeg har haft sådan en god tur. Jeg har set en masse smukke ting, fået mange nye venskaber og fået en del at tænke over. Der er i hvert fald ikke gået én dag siden jeg kom hjem, hvor jeg ikke har tænkt på Kenya. Nu er det op på hesten igen og videre til nye og spændende oplevelser. Først skal jeg lige have tjent en masse penge i pølsevognen.

Det her er mit sidste blogindlæg. Jeg håber i har nydt at læse om alle mine oplevelser. Jeg har i hvert fald nydt at skrive dem ned. Hvis nogen overvejer at tage ud og arbejde som frivillig i et u-land, kan jeg kun anbefale det. Det har givet mig så meget.

Kærligste hilsner fra Caroline

Zanzibar og Nairobi

Nu er jeg hjemme efter fire helt fantastiske måneder i Kenya. Jeg sluttede det hele af med en uge på Zanzibar og fire dage i Nairobi.

Torsdag aften (den sidste aften hos min familie) hyggede vi os. Vi fik lækker mad, som Pernille og jeg havde valgt og lækker frisk frugt. Efter maden satte vi os alle ind i stuen for at evaluere det hele. Det var rigtig dejligt at høre om hvordan vores familie har oplevet vores ophold og at de også har lært noget af os. Pernille og jeg fik også takket dem mange gange for at have taget så godt imod os og for at have delt deres hverdag med os. Vi var så taknemmelige og vi kunne ikke have ønsket mere. I vores øjne er de den bedste familie man nogensinde kunne tænke sig. Dishan gav os en gave. Hun ville give os en gave som mindede os om hende. Vi tænkte på en kanga, fordi hun hele tiden har en eller to kangaer på. Så vi fik en hver.
Det var en dejlig aften. En af de bedste.

Fredag skulle jeg tidligt med bussen til Dar Es Salam sammen med Nanna. Vi fik sagt farvel til et par trætte børn, til Paninna og til huset inden Amos og Dishan kørte Pernille, Nanna og jeg ind til byen hvor vi skulle med bussen. Her fik vi sagt farvel til resten inden Nanna og jeg gik ind og satte os på VIP-sæderne.
Da vi, efter næsten 12 timer, ankom til Dar fandt vi taxa-John, som køre os til VMCA i Dar. Her spiste vi, hvorefter vi næsten med det sammen gik omkuld i sengen. Vi vågnede dog omkring midnat og troede vi skulle dø, da der var eksplosioner lige uden for. Jeg lå stille og hørte om folk skreg. Heldigvis skreg de ikke. De jublede. Dagen efter fandt vi ud af at det var fyrværkeri for at fejre uafhængighedsdag. Derfor røg vores planer om at udforske Dar i vasken, da der ville komme mange med færgen til Zanzibar senere på dagen og det var derfor ikke sikkert at vi kunne få en plads. Så vi skyndte os ned til færgen. Vi fik betalt 40 dollars hver for en billet. Vi diskuterede med manden der vil sælge os billeterne for vi vidste at de kun koster 30 dollars. Men manden løb af sted med vores pas inden vi kunne nå at finde et billigere sted, så vi kunne ikke gøre andet end at vente på at han kom tilbage med passene og betale de forpulede 40 dollars. Vi begav os hen mod færgen, men hørte at vi skulle skynde os, så der kom to mænd og løftede vores bagage for os. Vi fik ikke noget valg. de tog det ligesom ud af hånden på os. De forlangte til sidst nogle penge. Efter en længere diskussion stak jeg 5000 shilling i hånden på den ene. Det svarer til 15 danske kroner. Vi sagde på ægte bedstemormanér at de kunne dele, inden vi gik ind med vores bagage. Vi kom på færgen og ankom til Zanzibar efter halvanden time. Vi fandt os en taxa og fik ham pruttet 15-20 dollars ned i pris inden vi fandt Teddys Place som var det sted hvor vi skulle mødes med 11 af de andre volontører fra platformen. Gensynsglæden var rigtig stor. Det var så dejligt at se dem alle sammen igen. Der var så mange historier at dele med hinanden.

Zanzibar var det bedste valg jeg har taget i lang tid. Det var så dejligt med en rigtig afslapningsferie sammen med de skønneste venner. Vi dasede på stranden om dagen og drak drinks og dansede om aftenen. Jeg har aldrig set så flotte strande. Sandet var kridhvidt og vandet var turkisblåt. Vi fik snorklet og svømmede med delfiner. Vi fik spist lækker lækker mad og drukket masser af kolde drinks. Efter 5 dage på østøen tog vi nord på, hvor strandene skulle være endnu flottere. Det var de også. Her fik vi ellers også bare hygget en hel masse, spist mere lækkert mad og drukket flere kolde drinks. Det var en rigtig dejlig og tiltrængt afslapningsuge efter arbejdet på børnehjemmet.
Lørdag morgen tog Nanna og jeg til Stonetown, som er den største by på øen. Her kom vi på en spice tour, hvor vi så alle de forskellige krydderier og frugter. Vi fik brugt alle vores sanser og det var rigtig sjovt at se hvordan de forskellige krydderier ser ud inden de bliver tørret og stødt. Zanzibar er jo en ø som er kendt for alle sine friske krydderier, så selvfølgelig skulle vi på spice tour. Efter turen tog vi ind i byen for at købe billige krydderier. En pose kostede omkring 3 kroner. Vi købte også safran, bare fordi vi kunne. Ellers gik vi lidt rundt og oplevede stemningen og gik i de hyggelige gader. Til aften gik vi ud for at spise lækker mad endnu engang. Men vi skulle have stoppet mens legen var god. Jeg kastede op hele natten og fik ikke rigtig noget søvn. Jeg var blevet ramt af madforgiftning.

Søndag tog vi flyveren til Nairobi. Vi havde bestilt direkte, men vi skulle altså mellemlande i Mombasa. Zanzibar lufthavn er heller ikke noget at råbe hurra af. Det eneste sikkerhedstjek der var, var en dame som mærkede lidt uden på vores rygsække og spurgte om hvad indholdet var. Vi kunne altså sagtens havde smuglet et par elefantstødtænder, en masse narko og en bombe eller to med ind i Kenya.
Men vi kom sikkert til Nairobi. Vi styrtede hverken ned eller blev skudt af en indsmuglet pistol. Vi fandt det sted hvor vi skulle sove. Da var det blevet sen eftermiddag og vi var trætte, så vi spiste noget i restauranten og faldt om i vores senge.


Nairobi var god nok ved os. Girafferne og elefanterne var i hvert fald rigtig søde mod os. Girafferne slikkede på vores hænder og elefanterne legede for os. Vi var også kulturelle og gik på Nationalmuseet. Her skulle vi godt nok krydse et par motorveje for at komme til. De er ikke så turistvenlige i Nairobi. I hvert fald ikke når det gælder trafik. Vi var også oppe i et kongrestårn for at nyde udsigten og for at høre på en vild guide som havde snakketøjet i orden. Hold da kæft. Men i fik set hele Nairobi fra fugleperspektiv og det var rigtig smukt. Til sidst ville vi nyde den sidste tid af den sidste dag i Uhuru National Park. Vi sad og nød udsigten over søen og kiggede på alle de forskellige mennesker som gik forbi. Var var endda så vilde at vi tog os et spil kort indtil jeg uheldigvis kommer til at kigge til den ene side og ser en mand fuldt optaget af at kigge på os med sin højre hånd i bukserne. Der så jeg noget jeg ikke lige havde lyst til. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv, men blev til sidst enge om at flygte. Heldigvis kunne manden se at vi ikke var yderligere begejstret for at han lige skulle ligge der og gøre sin ting. Han smuttede derfor hurtigt inden vi kunne nå at flygte. Inden vi var kommet helt ned på jorden igen, kom en ung mand og spurgte os om vi havde set hans pung og hans telefon. Vi sagde nej, men vi prøvede alligevel at rejse os og lede efter det. Han fandt så sin pung, helt tom for penge på jorden bag os. den havde vi altså ikke selv set. Vi prøvede at forklare ham at vi ikke havde set det, men han blev ved med at beskylde os for at have stjålet hans penge og hans telefon. Vi blev ved med at sige, at han kunne kigge i vores takser. Det ville han ikke. Til sidst blev vi altså ret irriteret på at han beskyldte os for at stjæle, da han sagde 2you've been pranked! HAHAHA" og pejede ned på fire gutter som stod og filmede os med kameraer. Jeg blev vi eddermanme mobset. Vi skulle siger et eller andet på swahili og vinke til kameraet inden de ville gå igen. Efter den oplevelse skyndte vi os at gå, inden der ville ske et eller andet underligt igen. Farvel Uhuru Park! Farvel Nairobi!

Vi fik spist lækker mad og drukket et lækkert glas vin inden vi tog med taxaen ud til lufthavnen. Her Sad vi et par timer inden vi kunne tjekke ind for derefter at sidde tre timer og vente på at boarde. Vi havde regnet ud at vi havde halvanden time til at skifte fly i Cairo. Da vi så blev en time forsinket i Nairobi, blev vi en smule stresset. Vi blev mere forsinket i flyet på vej til Cairo. Da vi stod i Cairo og ventede på at komme ud af flyet, var der 10 minutter til at vi skulle sidde inde i det andet fly. Vi måtte derfor tage os en længere løbetur gennem Cairos lufthavn. Heldigvis var der nogle mænd som spurgte om det var os som skulle til København og viste os derfor vej. Vi nåede det lige med nød og næppe. Det gjorde vores bagage desværre ikke. Så da vi kom til Kastrup ventede vi forgæves på bagagen og måtte derfor melde det.
Det var virkelig et dejligt syn at sidde i flyveren og kigge ned på de danske gule marker og komme ind i lufthavnen, hvor størstedelen snakkede dansk. Men det dejligste og skønneste var nok at gå ud i ankomsthallen til min familie, som stod og viftede med danske flag for at ønske os velkommen hjem. Det var så dejligt at se dem igen og endelig at være sammen alle sammen igen efter 10 måneder. Jeg fik sagt farvel til Nanna for at hun kunne komme med et tog hjem. Da jeg kom hjem kom mine to veninder ud af døren og overraskede mig med lækker aftensmad. Det var en virkelig god overraskelse og jeg var så glad. Der var så mange ting at fortælle og det er der stadig.

Nu er det to uger siden at jeg kom hjem og det har været svært at vende sig til det hele igen, men det var dejligt at se familie og venner igen.


Her kommer nogle billeder fra de sidste to uger:

Velkommen til Zanzibar

Sara er klar på drinks. I hvert fald en Shamahalabagala!

Piger!

Mammen-selfie!

Her snorkler vi. Special snorkling.

Husk solcreme!

Nu skal vi svømme med delfiner.

Nannas og min hytte. Sand over det hele.

Vi fik proppet alle 13 + bagage ind i en lille bitte bus.

Flere drinks.

Spicy spice tour.

Stjernefrugter

Vanilje

Pomelo. Vi fik endda en med til Nairobi.

Kakaobønne

Kanel

Stonetowns smalle gader

En flot dør i Stonetown

Girafcenter i Nairobi

Vi fodrede girafferne

Elefantbørnehjem

Hokus pokus. Elefantrøv i fokus.

Udsigten over Nairobi.

Her sov vi de to første nætter i Nairobi.

Nationalmuseet i Nairobi.

Om lidt blir her stille. Om lidt er det forbi.

Lige nu sidder jeg med sved på panden og resten af kroppen fordi det er pokkers varmt. Især når man skal presse alle sine ting ned i en rygsæk. Pakningen er i gang og mange af den-sidste-gang-oplevelserne er krydset af på listen. Vi har været den sidste gang i poolen, den sidste gang på stranden, den sidste gang i citymall og heldigvis også den sidste gang på børnehjemmet.

Børnehjemmet var en oplevelse. Det var ikke en specielt god oplevelse. Men vi fik set en anden side af børnelivet i Kenya. Desværre er det den side som de fleste børn på børnehjem oplever. Jeg håber virkelig at alle sammen snart bliver adopteret, så de kan komme ud af det mareridt. Jeg er ikke fan er kenyansk børneopdragelse. De fem babyer der er på børnehjemmet er for det meste spærret inde i et lille rum, hvor de så bliver efterladt alene. Når vi nogle gange kiggede ind til dem, lå de alle og svømmede rundt i hinandens tis. Til tider også tyndskid. Vi kunne blive ved og ved med at skifte dem da de jo ikke får bleer på. Når vi sommetider stod med lort til halsen (bogstaveligt talt) så hjalp personalet ikke. De havde jo ikke drukket sin te færdig eller så skulle de have sig en lur. 

Der er også en mand på børnehjemmet, som er ret så akavet. Det starter allerede om morgenen når vi kommer og siger ”Hello” til ham. Han svarer altid ”Hhææ fine”. Han er virkelig klam. Det er ham som laver mad til børnene. Vi mistænker ham for ikke at vaske hænder. Han er i hvert fald ikke specielt hygiejnisk for alle børnene har tyndskid. Måske er det fordi at han skyller grøntsager og vasker op der hvor vi vasker lort af børnene. En baby, kaldet Moses, plejer altid at være så glad så glad når man giver ham lidt opmærksomhed (det er noget han ikke fik af andre end os). Han græd i en dag, hele dagen. Måske var han træt, måske var han tørstig, måske noget helt tredje. Det havde den akavede kok ikke tålmodighed til at finde ud af så han gav bare Moses nogle tæsk med en pind på ballen. Vi kunne høre det helt ud og Moses skreg endnu mere. Heldigvis så jeg det ikke. Jeg kunne høre det og det var nok til at jeg blev så vred at jeg fik tårer i øjnene.  

Vi kunne ikke lide at være på børnehjemmet, men jeg er glad for at vi har oplevet den del af livet i Kenya. Jeg vil bare ønske at der ikke var den del. Men nu er det slut og vi kan lægge det bag os. Da vi havde sagt farvel til børnehjemmet i går, tog vi på stranden og forkælede os selv med en sejrspizza og så tog vi i citymall for at spise en sejrskage. 

Når arbejdet er slut betyder det også at opholdet her hos familien er slut. Det er jeg virkelig ked af, for det er den bedste værtsfamilie på hele jordkloden. De har været fantastiske og jeg vil for evigt elske dem. Her den anden dag fortalte Amos og Dishan om hvordan Johnson og Thandie har forandret sig efter Pernille og jeg blev en del af familien. De har åbnet sig mere op og de plejer ikke at komme så tæt på folk som de er på os. Vi nåede også lige halvanden uge med Scola som er Amos datter. Hun er 17 og går på high school. Hun kom hjem i sidste uge for at holde ferie. Hun er virkelig sød og jeg føler allerede, at jeg har kendt hende i lang tid. Amos og Dishan har også været så søde og beskyttende overfor os. Til tider lidt for beskyttende. I fredags, da det var påske, ville Nanna, Pernille og jeg ud og drikke en ”påskeøl” (det blev til en helt almindelig Tusker). Men da vi sagde at vi skulle ud kl 9 om aftenen, spurgte de hvad vi skulle. Vi sagde at vi skulle over til Nanna, men de troede vidst ikke helt på os. Med nød og næppe fik vi lov til at gå ud, med den betingelse at vi kom hjem inden kl 22. Kl blev 22.20 da vi kom hjem og vi skulle stå på et ben for at Dishan kunne se om vi var fulde. Vi kunne altså godt holde balancen efter én øl, men jeg tror ikke vi overbeviste dem at vi bare havde været ovre ved Nanna. Pyt skidt, de har sagt at vi har været nemme at have og det er den eneste øl jeg har drukket, mens jeg har været i Mombasa.

Jeg vil tudbrøle i morgen tidlig når vi skal sige farvel til dem. De er blevet min nye familie. Thandie har kaldet os ”dada” på det sidste (søster på swahili) og Dishan har kaldet os for hendes hvide døtre. Det bliver uden tvivl rigtig hårdt at sige farvel, men forhåbentlig bliver det mere et på-gensyn end et farvel. For jeg skal helt sikkert til Kenya igen en dag. 

Men jeg glæder mig også til at komme hjem. For det første glæder jeg mig til at se min familie og mine venner igen. De er savnet. Lige efter dem savner jeg edermanme rugbrød og ordentligt sundt mad. Min pande skriger af mig hver gang jeg propper frituremad i mig hver morgen. Man skulle tro jeg havde fået den fra en klam computerglad teenagedreng. Så glæder jeg mig også til at komme hjem til et sted hvor folk ikke råber mzungu og sister til en, når man går på gaden. Især dem som siger at vi skal give dem penge eller dem som tager billeder af os. Til sidst er der vaskemaskinen som jeg ikke kan vente på at komme hjem til. Jeg har små sår på mine fingre hver gang vi har vasket tøj. Dishan stoler ikke på en vaskemaskine. Det gør jeg nu. 

På den anden side er der også mange ting jeg vil komme til at savne.

Nu skal det sidste af dagen bare nydes sammen med familien inden at jeg i morgen tager til Dar Es Salam sammen med Nanna. På lørdag tager vi på Zanzibar og bliver der i en uge hvorefter vi tager til Nairobi i fem dage. Derefter vender vi snuden hjemad. Det bliver også godt.

 

Kærlige hilsner fra Sissor Carlot, Carrot eller Carlo (bestem selv).